05/09/2017
Næstsidste deltager i Koreografikonkurrencen til Copenhagen Choreographer's Dance Celebration er Ann Sofie B. Cleveland!
Vi har taget en snak med hende om passioner, ambitioner og drømme.
- Hvem er Ann Sofie B. Cleveland som koreograf?
Nu er jeg jo rimelig ny på scenen i form af koreografi og lærer stadig rigtig meget, men jeg har nogle kendetegn jeg ønsker at bringe frem. Mit formål, når jeg koreograferer, er at skabe en bedre forståelse for emner som jeg synes mangler fokus, eller fordi et emne interesserer mig. Jeg er meget interesseret i stemningslejer og hvordan man kan få dem frem ved at arbejde i flere dimensioner end blot den fysiske del ved koreografi. Udover tiden der bliver brugt i studiet med danserne, har jeg brugt meget tid med musiker samt på at lave research i det emne jeg har valgt. Jeg går ind for minimalisme og at det simple fremmer forståelsen, og elsker også at lave dans bare fordi!
- Hvem er Ann Sofie B. Cleveland privat?
Ann Sofie privat er en meget udadvendt pige med mange tanker og ambitioner.
Jeg går op i at folk omkring mig har det godt, og vil gå langt for at give folk et smil på læben. Jeg bruger rigtig meget tid på ting der inspirerer mig, og så kan man høre mit grin på en kilometers afstand.
- Hvad er det største highlight af tid som danser/koreograf?
Mit største highlight som danser var da jeg blev optaget på Northern School of Contemporary Dance, en bachelor i Contemporary jeg havde kæmpet hårdt for at komme ind på. Det var et klap på skulderen og hjalp min tro på at jeg kunne hvad jeg vil. Mit største highlight som koreograf var da jeg vandt Koreografikonkurrencen i Dansekapellet i marts. For mig var en del af highlightet det at få stablet en idé på benene som jeg længe har haft planer om. Og så bar konkurrencen en masse nye muligheder med sig som blandt andet denne, og et par andre som jeg også glæder mig til at præsentere. Dog vil jeg nu sige at jeg håber på flere highlights, jeg er jo hverken så gammel eller erfaren - det hele er en læreproces og jeg glæder mig til forhåbentlig flere muligheder og masser af hårdt arbejde!
- Hvad kan vi forvente at se fra dig til CCDC?
Til CCDC kommer i til at se samme stykke som til Koreografikonkurrencen. Den er tilpasset de dansere der skal være på scenen, hvilket jeg går meget op i. Stykket kan fortolkes på forskellige måder, men det præsenterer et bestemt stemningsleje som jeg håber publikum kan sætte sig ind i. Stykket sætter fokus på et tabuemne i samfundet, som jeg synes der mangler stor fokus på, og jeg håber at folk vil tage rigtig godt imod det.
- Du bevæger dig primært inden for moderne/contemporary dance verden. Hvordan bliver det at medvirke i et event, som er så præget af urban dance?
Jeg har siden jeg var helt "ung" hvilket jeg nu stadig er, set CCC. Jeg tror stadig ikke helt jeg forstår at jeg skal være en del af dette event med folk jeg ser meget op til, samt nogle fantastiske unge koreografer. Min holdning er at dans er dans, og for mig som ønsker at give publikum en oplevelse af noget der bliver fejet under gulvtæppet er det ligegyldigt hvilken dansestil der bliver brugt, så længe budskabet kommer igennem. Men jeg synes da det er for fedt at være en del af et urban dance-præget show, jeg er meget spændt :)
- Hvad glæder du dig mest til ved CCDC?
Det er vist ikke et helt fair spørgsmål, jeg glæder mig jo til det hele!!!! Men jeg glæder mig virkelig til at være en del af et fantastisk show og forhåbentlig at få en masse konstruktiv feedback fra nogle meget dygtige folk til videre arbejde!! :)