01/01/2020
3 gode nyheder, og 1 mindre god!
Jeg kunne have begyndt denne nytårshilsen med: ”her på tærsklen til et nyt årti” - men det vil jeg dog holde mig for god til.
Så her på tærsklen til et nyt årti, vil jeg sige tak til alle de mange der holdt seminar, fest, konference eller firmaevent på Pladeværkstedet. Mageløst, ganske enkelt.
Dernæst vil jeg dele 3 gode nyheder;
1: Fra 1 januar vil Pladeværkstedets CO2 aftryk gennem forbrug af el, renovation, gas, varme og brændeovn blive kompenseret gennem støtte til regeringens nyoprettede skovfond.
2: 1 april åbnede vi, i samarbejde med Skabelonloftet, det 300 m2 store lokale Værfthallen. Værfthallen er nabo til Pladeværkstedet, og benyttes til seminarer, middage, udstillinger og meget mere.
3: Pladeværkstedet har gratis udlånt lokaler til følgende arrangementer; En klimadebat i samarbejde med Concito, indsamling til børn og unge med rygmarvsbrok, og en julefrokost for Indvandrer Kvindecentret.
Den mindre gode nyhed er, at det i 2019 kun er blevet til ovenstående tre charity arrangementer – vi er åbne for flere henvendelser. Som det hedder i en af målsætningerne; ”Pladeværkstedet skal kunne udlånes til arrangementer, hvor de etiske eller kunstneriske ambitioner rækker ud over den økonomiske formåen”.
Vi siger ikke, at der er tale om en slags Robin Hood løsning. Men der er tale om en slags Robin Hood løsning, hvor lidt af overskuddet fra de kommercielle arrangementer deles ud til værdigt trængende.
Godt nytår!