29/01/2017
Savn og omsorg for en elsket hustru.
Telefonen ringede i går:’’Hej Ane. Det er John, du begravede min kone, Ella i juli måned, kan du huske det? Ja, det kan jeg sagtens huske John. Hvordan har du det? Jo, tak, jeg har det godt. Men Ane, jeg vil spørge dig om noget. Ja, selvfølgelig, John. Jo, ser du – jeg savner sådan Ella. Og jeg synes, det er så forfærdeligt trist og ensomt, at hun ligger derovre på kirkegården – helt alene. Er der nogen mulighed for, at vi kan grave urnen op igen og jeg kan få hende her hjem igen og have hende i min egne have i stedet for? ’’Ååååh, mit hjerte smeltede – en ensom enkemand, der savner sin elskede hustru. Jeg kan levende sætte mig i hans sted. Der er langt til kirkegården og der ligger hun helt alene. Det ville være meget bedre, hvis hun var hjemme i sin egen have og han kunne kigge til hende hver dag og hyggesnakke med hende. Og vi ved jo godt, at Ella ikke mærker ensomheden i urnen dernede i graven. Men det gør John. Han sørger og savner hende. Og mærker ensomheden. Vi må gerne grave urnen op og flytte den til en anden grav eller andet land eller strø den over havet. Men jeg måtte desværre bedrøve John med, at han ikke må sætte den ned i sin egen have, medmindre den er over 5000 m2 stor og at det bliver tinglyst. Men haven er ikke stor nok og hun skal jo ikke strøes over havet. John slog sig til tåls med denne information og takkede. Sådan er det, sagde han. Det rørende ved denne historie er, at jeg er sikker på, at det er noget John har gået og tænkt over længe. Og at han gør noget ved det. Kan det lade sig gøre? Nej, desværre. Men han har handlet og fået et svar og så er den lukket. Godt, du ringede, John.