11/01/2025
Vores kære kollega, ven og tidligere bestyrelsesmedlem Annemarie Jeppesen, iscenesætter og dramatiker fra Teatret Værk, er mandag 6. januar sovet ind efter uhelbredelig sygdom.
Vi vidste det, og I levede med det. År efter år. Ikke gå i stå. Blive stående. Måned efter måned. Ikke tælle. Taknemmelighed. Dag efter dag. Fortsætte med at skabe kunst og liv, skabte et barn og gav ham liv. På trods. Insisterende på livet og at tage imod og give tilbage.
Og et forår havde vinteren taget din stemme. Men vi lyttede til fuglene som budbringere af håb.
Da den lyse sommer kom, blev dagen sort, og det, der skulle være blevet væk, kom tilbage. En ubuden gæst, en snylter, der også spiste med på vaniljeisen, så de lange solnedgange, hvor havet skiftevis vuggede os og åd af din tid. En kold, hård sten. Urokkelig.
I efteråret forstod vi, at det ikke bare var ét efterår, men dit efterår. Vi sparkede vredt til kastanjerne, der aldrig mere skulle blive til fantasifulde dyr i dine hænder, og da vinteren kom, smeltede sneen stadig på dine varme kinder. Du var her endnu. Du var blevet træt af at sige farvel og ville hellere høre historier og hverdagshilsener fra os.
Historierne og dit frirum, din fantasi fulgte dig på vej, indtil du tidligt i det nye år tog i forvejen, hoppede over hækken, svømmede over floden og fløj til vejrs som en ballon. Hvilken udsigt og kortlægning over dit årelange virke og betydning.
Med stor kærlighed til dit publikum og altid med afsæt i nærvær og sprudlende humor skabte du hjertevarme, finurlige og poetiske forestillinger med rum til eftertænksomhed sammen med Bjarne. Det var stor kærlighed mellem jer og jeres dedikerede scenekunst, der altid frisatte fantasien, udvidede forestillingsevnen og skabte håb.
Et håb og hyldest til livet, vi skal holde fast i, selvom vi allerede savner, savner, savner dig, Annemarie.
Tak for at lade os se ind i og blive spejlet i din kloge sjæl.
Annemarie bliver sendt afsted fredag 17. januar
i Hundstrup kirke i Vester Skerninge klokken 13. Efterfølgende er der kaffe i Filippahuset lige over for kirken.
Familien håber at se så mange venner og kollegaer som muligt og ønsker, at vi vil række ud til dem, som måske også gerne vil sende Annemarie godt afsted.
På vegne af mange og os alle i UNIMA
Katrine Karlsen
Fotograf: Jon Albjerg Ravnholt