12/01/2024
I år er det 20 år siden Sinding GIF slog dørene op for sit første halbal i Sinding-Ørre Midtpunkt. Dengang var det konceptet med Dansk Slager Parade, hvor en række kunstnere fra Dansktoppens glansperiode i 70erne og 80erne stod for underholdningen. Det første år var det lagt i hænderne på Dorthe Kollo, Bjørn Tidemand, Richard Ragnwald, Kisser & Søren og Jodle Birge. De blev bakket op af orkestret Gemalerne med lokale Jørgen Jeppesen som kapelmester. Aftenen blev en stor succes med omkring 500 gæster, som havde en fornøjelig aften med underholdning og efterfølgende dans. Paraden kørte til og med 2017 med et utal af de kendte dansktopsangere gennem tiderne. imidlertid havde flere ytrede ønske om noget nyt, og vi kunne også mærke, at der måtte noget nyt til for at opretholde interessen. De næste tre år blev så lagt i hænderne på den færøske countrykonge Hallur Joensen, som også havde slået sine folder på dansktoppen, så man beholdt fokus på halfest med dans, det gav også anledning til, at vi fik en hel del færøske gæster. I 2021 ved vi jo alle hvad der skete, men vi var allerede tilbage igen 2022, hvor aftenen var lagt i hænderne på Karl Hermans Trio, som spillede gode og svingende John Mogensen sange. Sidste år var det så Hula Hula Band, der spillede klassikere fra Bamses Venners store katalog, der stod for endnu en fantastisk aften.
I år fejrer vi så 20 års jubilæet med en tilbagevendende kær gæst, nemlig Hallur Joensen.
Hallur har denne aften, udover sit færøske band, taget sin datter Jessica Hallursdòttir med som gæstesolist. Jessica har, ligesom sin far, optrådt på mange scener både på Færøerne og i Danmark, hun har også, som sin far, en stor forkærlighed for countrymusikken.
Så kom og fejr jubilæet med os, køb billet på: www.sindingevent.dk