16/09/2024
Kære Hou
Mange har spurgt, hvordan det går med renoveringsplanerne for Medborgeren, så her kommer lige en status fra bestyrelsen.
Det har desværre taget længere tid end vi forventede, at færdiggøre de juridiske detaljer omkring overdragelse af Medborgeren til foreningen. Odder Kommune sender i næste uge papirerne til godkendelse i Ankestyrelsen, så nu kan vi se lys for enden af tunnelen.
Vi forventer at høre fra Ankestyrelsen senest foråret 2025, og indtil da fortsætter vi ufortrødent med at søge de sidste penge til renoveringen – 2 mio. Vi har tegnet et dyrt projekt fordi vi ønsker at lave en bæredygtig renovering og at bibeholde alle dele af huset, som ikke er brugt op. D.v.s, vi ønsker bl.a. at bevare de gamle gulvplanker fra gymnastiksalens tid, og at renovere de gamle vinduer i stedet for at etablere nye. Alt sammen i respekt for det fine gamle hus, og i samarbejde med en erfaren arkitekt.
Vi håber og tror på, at vi kan starte renoveringsprojektet i efteråret 2025 -oktober eller november. Under alle omstændigheder honorerer vi de bestillinger vi har til konfirmationer i 2026 – og selvfølgelig 2025, og I kan roligt booke Medborgeren fra januar 2025 til oktober 2025.
Vi håber at I er glade for Medborgerens eksistens i Hou og for de aktiviteter vi arrangerer. Det er en kæmpe hjælp for os, hvis de af jer, der læser dette og endnu ikke er medlem af foreningen, vil melde jer ind via vores hjemmeside Medborgerhuset. Det koster kun 100 kr. pr. person, pr. år, og ud over medlemsfordele ved leje, og tidlig booking af billetter til musikarrangementer, er I med til at sikre en indtægt til at drive Medborgeren.
PS: Der arbejdes i øjeblikket på vinterens og forårets musikprogram. I kan godt begynde at glæde jer!
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Medborgeren i Hou